Han sprang ud på sin faders dødsleje. Nu skal hyperaktivt vidunderbarn redde Macron

Dilemmaet var skæbnesvangert. Gabriel Attals fader lå for døden, og de havde kun en times tid til at tale sammen, inden smertestillende medicin ville gøre det umuligt. Skulle han røbe sin inderste hemmelighed med fare for at forbitre faderens sidste tid ved bevidsthed? Eller tie med risiko for resten af livet at fortryde sit manglende mod til at stå ved sig selv? Den unge politiker valgte det første: »Papa, jeg er forelsket i en anden mand,« sagde han efter at have taget tilløb, hvortil faderen svarede: »Det vidste jeg da godt, og det er på høje tid, at du selv fortæller mig det.« Den rørende scene, som Attal flere gange har gengivet i interview, fortæller tre ting om Frankrigs nye og hidtil yngste premierminister: Bag den perfekte og lidt glatte facade som vidunderbarn rundet af Paris' bedre borgerskab har livet ikke altid været let. Men når han står i en svær situation, har Attal både åndsnærværelse til at gribe øjeblikket og mod til at handle, inden det er for sent. Endelig – og ikke mindst, vil mere kyniske iagttagere mene – er den nye premierminister en sand mester i at iscenesætte sig selv. En »Mini Me-udgave« af Macron I hvert fald kan kontrasten til hans forgænger på posten næppe være mere udtalt. 62-årige Élisabeth Borne har, siden hun blev udnævnt i 2022, med selvudslettende loyalitet fungeret som lynafleder for præsident Emmanuel Macron. Attal er halvt så gammel, og hans ego er mindst dobbelt så stort. Blot 34 år gammel har han slået alle aldersrekorder under en meteorisk karriere og samtidig brudt barrierer ned som den første åbenlyst homoseksuelle toppolitiker. Med sin ekstreme veltalenhed og en nærmest overmenneskelig energi ligner Attal mest af alt en klon af sin chef. De fik begge borgerskabets diskrete charme i vuggegave og har forfinet og udviklet deres intellekt på Frankrigs bedste eliteskoler. Selv et uortodokst kærlighedsliv – præsidenten er som bekendt gift med sin 24 år ældre gymnasielærer – har Frankrigs to mest magtfulde mænd tilfælles. Og hvorfor har Macron – stik mod sin hidtidige sædvane – valgt at indsætte en »Mini Me-udgave« af sig selv på den vigtige premierministerpost? Svaret er formentlig, at der ikke er andet for. Kan nogen afværge præsidentens mareridt – at han i 2027 må lade sig afløse af højrenationale Marine Le Pen – er det ham selv i en yngre, endnu mere hyperaktiv og ultra-ambitiøs version. Mobberi prellede af Som søn af en jødisk-tunesisk filmproducer-far og en mor med rødder i en russisk adelsslægt voksede Gabriel Attal op i en intellektuel velhaverfamilie. Men skolegangen på den prestigefyldte École alsacienne var langtfra en dans på roser. Kammeraterne mobbede systematisk den senere politiker på grund af hans seksuelle præferencer. Det er formentlig en af grundene til, at Attal så længe forsøgte at holde dem skjult selv for sine nærmeste. Men hvis drilleriet gik ud over selvværdet, skjulte han det godt. Midt i 20erne havde Attal allerede gaflet sin første politiske post som rådgiver for den socialistiske sundhedsminister Marisol Touraine. Og da Emmanuel Macron som medlem af samme regering kørte sig i stilling til Élysée-palæet, meldte hans endnu yngre åndsbroder sig straks under fanerne. Siden magtovertagelsen i 2017 har Attal som en af præsidentens mest trofaste støtter blandt andet været regeringstalsmand, budgetminister og undervisningsminister. Kryptonit mod de højrenationale Trods sine blot 34 år er Attal altså alt andet end et ubeskrevet blad. Tværtimod har han på alle sine foregående poster formået at markere sig med tiltag og synspunkter, der har gjort ham populær til højre for midten. Den nye premierminister har kritiseret Frankrigs generøse velfærdssystem for ikke i tilstrækkelig grad at præmiere hårdt arbejde. Som undervisningsminister indførte han et forbud mod at bære islamisk klædedragt i skolen, der udløste jubel blandt borgerlige værdikrigere. Partierne bag Macron har ikke længere flertal i Nationalforsamlingen, og Attals gode forhold til ledende konservative politikere vil gøre det lettere at indgå forlig. Et samarbejde, der er uomgængeligt, hvis Macron skal udrette noget i de godt tre år, han fortsat har tilbage ved magten. Vil præsidenten samtidig køre sin nye premierminister i stilling til den præsidentpost, han ikke længere selv kan genvælges til? Kommentatoren Guillaume Tabard peger i Le Figaro på, at Attal tilhører samme generation som Marine Le Pens stærkt populære næstkommanderende, Jordan Bardella. Udnævnelsen skal, lyder analysen, derfor også ses som et led i bestræbelserne på at holde de højrenationale fra magten på mellemlang sigt. Måske. Foreløbig er kun en ting sikker: Fransk politik, og dermed også de kommende måneders kamp om magten i Europa, bliver langt mere interessant med himmelstormeren Gabriel Attal i forreste geled. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/han-sprang-ud-paa-sin-faders-doedsleje-nu-skal-hyperaktivt